Tenerife tur retur

I hælende på det hvide bjergs hemmelighed

Mandag den 11 december kl 15:00.

Mor, hendes mand og jeg, et fast rejsehold tjekkede ind i Kastrup Lufthavn. Som dørende bag os lukkede sig blev vi suget ind i en nærmest fremtids atmosfærisk indblik i menneskets yderste civilisations udvikling. De hvide lange gange og det nogle steder buede loft var som taget ud af en sience fiction film.  Udenfor letter og lander fly ganske ubemærket. Man kan lige skimte deres lygter og hvide vinger i halvmørket udenfor. De vinger der er papirs tynde ude ved spidsen, som ventede på at bringe os til Tenerife ved hjælp af ca. fire solide jetmotorer.

Ved udsigten til at side i skyggen og drikke sangria i 28 graders varme, på hvad der faktisk var en vinteraften slog jeg al flyangst ud af hovedet og drikkede min kaffe sammen med mor og hendes mand i afgangshallen.

Efter kaffe gik vi til boarding område og tjekkede ind på flyet.  Vi lettede 17:40 og var afsted godt oppe i luftrummet, da de første lufthuller viste sig. Først var det bare små rystelser, men efterhånden, som vi fløj forbi Tyskland og Frankrig blev det værre.  Jeg har aldrig være bange for at flyve, men lige da flyet hoppede og dansede som skulle det kaste en uopmærksom rytter af med bukkebruse spring mærkede jeg den der følelse, der får adrenalin til at flyde hurtigere igennem systemet.

Jeg faldt dog lidt til ro, da jeg så Lisabon fra oven. De fine gader og højhusenes lys strålede nedefra. Lyshavet lignede perler på en sort silkebluse i alle mulige farver. Mest gyldenbrune og hvide, men også afbrudt af en klar blålig farve. Smukt var det, og da vi landede, beholdte jeg det visuelle minde i tankerne, indtil vi klappede af piloten, der havde klaret det rigtigt godt.

Vi kørte i taxa til hotellet der lå syd på Tenerife. Ved ankomst kl 23 ca., fik vi anvist en fin lille lejlighed nær stranden. Når vi åbnede døren til terassen mødte os et en vild udsigt. Et stort bjerg og huse lidt op af bjergvæggen. De fine huse med lys ud af vinduerne lignede stjerner på bjergets silhuet i månens afdæmpede lys. Det skulle blive fint at drikke morgenkaffe på den terasse, tænkte jeg, og lod trætheden overmande mig.

Billedet er fra første aften og viser et par smukke bygninger lige ved siden af vores ressort. 

Den aften gik vi alle tidligt i seng.

12/12-2017 –tirsdag- Tenerife

Efter en lang nat, hvor jeg lige skulle vende mig til varmen og larmen udefra, stod jeg op ved 9 tiden dagen efter ankomst. Tiltrængt lavede jeg en kop kaffe i gyldne morgentimer.

Da vi trak fra ud til terassen og den lille have mødte vi det behaglige gyldne middelhavslys, og byen der emmede af morgen aktivitet. En ung kvinde i en bache uniform og med navneskilt tjekkede ind på vores hotel igennem indgangen til rengøring eller receptions arbejde. Lyden af det spanske sprog fra gader og stræder krydrede morgenluften en med levende intensitet, og de lysegrønne palmer vuggede blidt i den blide brise, men den uge kvinde lukkede lågen efter sig, og en butiks ejer i nærheden skramlende satte sit skilt ud. Jo livet var åbnet nu!

Der omme bag ved det hele lå det store vulkanbjerg og udgjorde en usædvanlig udsigt. Mange fortællinger har bjerge lagt skikkelse til, og dette var ingen undtagelse. Den spidse bjergtinde med de  sorte takker nedad siden Var som taget ud af et oldgammel eventyr, hvor livet virkelig var på spil, når det var på spil.

Vi holde et lille morgen møde, der i halv skyggen af det store bjerg og blev enige om at tage en stille og rolig dag ved svømmepølen. Få ordnet lidt småting og bare nyde stemningen og varmen den første dag. 

Derefter gik vi en lang tid langs strandpromenaden, der var som strandpromenader er: Fyld med liv, cafeer, butikker, turister og lokale der i fredelig sameksistens kommer igennem hver dag. Da vi kom hjem, lagde vi os ned til svømmepølen, og sugede solens stråler til os efter en hjemmelavet frokost. 

Den aften fandt vi helt ned til strandkanten da vi skulle spise aftensmad. Tjeneren fik os lokket til med sit varme smil, og gemytlige fremtoning. Hendes forse var dog også hendes ulempe. Maden var bare ikke så god som hendes forretningstalent, og mor måtte bede om en ny ret mad. Hun fik en portion tomatsauce stærkt krydret i anden omgang, ganske uspiselig. Vi betalte hurtigt og skuffet og så i baggrunden tjeneren sige: Thank you, see you tomorrow,” med et stort mekanisk smil, med glimtende hvide tænder synlige i halvmørket.

Derfor fortsatte vi ned af promenaden for at finde et sted, hvor sulten kunne blive slukket for denne gang. Vi fandt et lille sted, der hed Lock Ness og var rigtig hyggeligt. Et fjernsyn vise fodbold resultater og kamp. Der var masser af mennesker, der sad og nød deres aftensmad. Min mor bestilte den berømte ret canariske kartofler med rød og grøn mojo dressing til.

Det er små fine kartofler der er ovnbagte efter et lille opkog.  Masser af salt og så i ovnen i et godt stykke tid. Mojo dressingen, som er et varemærke for de canariske øer har i den røde smagfulde peberfrugt tilsat, og chili. Først troede jeg, det var hjemmelavet pesto, men det var stærkere i smag og mere cremet i konsistensen.

Efter dette udsøgte måltid drak vi lidt champagne sangria og nød aftenen indtil stjernerne flimmrede på himlen og havets stille brussen mod kyst lagde an til nat.

13/12-2017-onsdag på Tenerife

Denne onsdag fandt vi en tur til næste dag op til bjerget Tiede, som vi havde hørt så meget om.

Turen derop kostede 20 euro per person og var en bustur.

Jeg glædede mig til i morgen.

14/12-2017- torsdag på Tenerife

Jeg havde set frem til denne dag. Mor og jeg skulle på tur til Tiede bjerget: Det hvidebjerg, som de indfødte kaldte det. Bjerget er stadig vulkansk aktivt, men har ikke været i udbrud længe, og ved dets fod er der en sten som ligner en sko, der mangler en hæl. Den er meget berømt fordi, der er et lokalt sagn tilspundet myten om den store bjergsten, der med ukendt elegance for sten meget skrøbeligt fremviser skoformen med den manglende høje hæl Den højhælede sko vises på billedet. 

Den gang jeg var barn

Sidder i de sene nattetimer og lader tankerne flyde sammen til ord både af sund reflektion, men også af bekymringer for fremtiden. Forhåbentligt kan jeg sove, når jeg har skrevet det ned.

Den gang jeg var barn

Og jaa den starter sådan her: Den gang jeg var barn............ 
Jeg kan huske det så tydeligt, som billeder på nethinden, der lige har passeret for et sekund siden. De lyse sommeraftener i området bag baghaven i villakvarteret, hvor de gamle ubruglige togskinner stadig lå og glinsende i de sidste eftermiddags stråler. 

Definationen af tid forsvandt stille og roligt ned blandt de gulgrønne skvalderkål og brandnælder, der voksede op i løbet af foråret. Skvalderkål små og buttede, brændnælderne høje og slanke, som min veninde og jeg.  Hun var den høje og flotte Dick Turpin og jeg var Den lille Snifnik, der fulgte med og sammen var vi på vagt efter nogle at berøve, der kom gående langs jernbanestien. 


Vi brugte timer på, at finde det perfekte skjulested og ligge på lur. De passerenede må have fået sig et afværgende grin, da to snottede møgunger i tøj, som ikke var mærke tøj, og skvalderkål i håret hoppede ud foran dem og med grene strittende imod dem sagde: Stik os to tykkegummier, eller en femmer hver. 

Vi præsterede faktisk at få et par tyggegummier, og en enkel femmer, som vi sammen købte muu chokolade til 1,50 kr stykket for. Vi brugte hovedet og kunne underholde os selv.
Bare at have den mulighed for fordybelse i leg var en gave, der strakte sig i en uendelig tidslomme som stadig i voksenlysets mørkeste stunder give drivkraft og overskud til at tænke: Jamen jeg har jo haft det sjovt, og det får jeg sikkert om et par dage igen.
En lille energikerne der uden tvivl bare bliver ved, selv om nogle prøver at slukke den eller trække den ned i mørket. 

Den der indre stabilitet, den er guld vejr, mere end mærketøj, mobiler, præstig og penge, den gør lykkelig. 

Når jeg så ser børn idag i et supermarked, der vrælende vælter chokolade, og ikke kan klare ikke at få hvad de vil have, ned fra hylden og forældrene, der ikke har styrken til at sige: Stop ! Så bliver jeg helt mærkelig indeni. Jeg føler mig nogle gange helt skindbar og skrøbelig i en lillahvid verden, hvor mobilerne tager af børn og voksnes koncentration, og cyperspace, eller det offentlige online rum har overtaget legestedets betydning, og nedtoner det i rum, og muligheder, kreativitet og indføling. Vi bliver mindre og mindre mennesker og mere og mere vores alias i det dette indsnævrende rum, og derfor kan forældre lige pludselig ikke be den unge om at holde kæft og hjælpe ungen ud af den hysteriske tilstand, for det kræver nærvær forståelse og empati. Kvaliteter som ikke helt passer med verdens strømning, men jeg sender en lille tak til hippiblomsten ude ved indgangen til supermarkedet, for at jeg har fået lidt af dens indre himmelduft i min barndom og liv ønsker kun, at give det videre, hvis jeg engang selv for børn, eller møder mennesker på min vej, som bare har brug for at snakke med et andet menneske i nuet.

Blomsterbarnet!

Før julenissen ses på gader og stræder

Dette er et blogindlæg om den obligatoriske højtid: JUL. 

 

Før julenissen ses på gader og stræder

 

Dagen i går var en anderledes dag, jeg tog billeder af et band på klub om aftenen, og ventede julebesøg i dag.

Jeg husker tydeligt, hvordan den ulidelige spænding inden julen for alvor blev rød. Nisser i rødt, udsmykning i butiksvinduer og julekalenderen på DR, hvor nissehuer og risengrød 
fyldte barndoms stuen med forventning og spænding. Hvad skulle det hele dog ende med!

Sådan var det også i går. Den, der før jule stemning, der brede sig med lys på bordet, og julethe.

Dog var der noget, som var anderledes.

Glæden ved julegæsten var den samme, men selve glæden ved højtiden har forandret karakter.
Den var blevet mere neutral overfor vinduesudsmykningerne og gaverne på selve aftenen. Det, som
er mest værd i dag, er glæden ved at se slægtninge og bruge tid sammen med dem.

Jeg kan stadig finde glæde i fx julekalenderen, men på et andet plan. Jeg ville faktisk nogle gange ønske, at der kun var EN julekalender, som blev vist på TV. Så alle så den samme julekalender, og vi havde noget fælles at snakke om. Efter min mening, er det det julen handler om at være fælles om noget og have det rart sammen.

Jeg håber derfor, I alle får en god december og juleaften med slægtninge og vennesammenkomster.


Venlig hilsen Majbritt

Stille søndags gøren og laden

Dette er et blogindlæg med et digt, som er skrevet en stille søndag i august.  Muligvis dårligt digt, men det er jeg ligeglad med. Jeg kan bare godt lide ideen med det. 

I skyggen af æbletræet

marts/april: Hvide blomster på æbletræet. I barndommens have puster en blid vind til de sarte pastelfarvede blade. 
Duften af nyt liv spreder sig med de yndige og sarte blades hvirvlen i vinden.
Elegant når de græssets silkebløde flade.
Det er deres eneste rejse i deres tid her, hvor det hele sker.

Der i skygge af æbletræet ligger jeg på græsset.
Det en afslappet dag i weekenden.
Solen brænder højt på den purperblå himmel med de sarte hvide skyer, og en lille pige, der leger mørket er giftigt hopper rundt på græsplænen.
Hun hopper fra solstråle til solstråle i en evig leg,  og møder mit blik i sin grønne kjole.
Håb og glæde hviler i hendes bliks grønne gange mod sjælens inderste rum.
Uden nogen varsel, trækker hun pludselig på skuldrene og vender rundt.
Hun forenes med solens flimrende energilys.
Opløses som gnister på en stjernekaster, der langsomt kommer til sin ende, og lader mørket blive tilbage.
Tilbage i mørket sidder jeg og fryser på græsplanen.
Blæsten har gemt lidt fra vinteren til nu, mens jeg tager mit tæppe om mig og går inden for.

august/september: Store æbler glinser rødt på de store æbletræ i skæret fra eftermiddags sols sidste varme solstråler en afslappet dag i weekenden.
Det høje sommer græs føles blødt, som silke mellem mine fingerer, og jeg vender blikket mod himlens blå hav.
Da jeg får øje på det smukkeste røde æble, tager jeg det fra træet, uden skyldfølelse.
Snarere med en lettelsens følelse.
Det smager forrygende sødt og modent.
Æbleskroget hvirvler i luften så smukt før det lander på den tørre plæne med en næsten ubemærket stille lyd.

For enden af skroget toner en voksen kvindes fødder frem for mit blik.
Hun står der, i en hjerterød kjole uden at sige et ord, men jeg genkender blikket i hendes øjnes grøn.
Et stille smil lyser i hendes øjne, mens hun vender sig om, og går bort i det begyndende tusmørke.
Jeg bliver siddende i aftenskumringens gyldensorte time, og tager min bog frem.
Kulden har ikke nået mig endnu, den glider først ind over land i de første nattetimer.
Mit tæppe er så blødt og varmt rundt om kroppen, og jeg nyder min bogs mange smukke sætninger.
Månestråler farver papiret sølvskinnende, mens stjerner leger på himlen.
Der i månens lys toner en gammel kvinde frem for mit blik.
Håret er hvidere end sne og den hvide kjole lyser op i natten, men øjnene.
Øjnenes blik genkender jeg.
Hun studerer mig på afstand og rækker sine lange krogede fingre ud efter mig, mens hun hvisker sagte: Kom med mig."
Uden at vide hvorfor vender jeg mig om og løber indenfor i mit barndoms hjem.
Siger farvel til min mor og smutter ud af døren til mit eget liv.
Tilbage i mørket står hun og slå en nøgtern latter op. "VI ses igen."

Grønt og godt del 4

Sundhedsformidler kursus / uddannelses start og fantastiske muligheder i voksenlivet

 I tirsdags startede jeg på sundhedsformidler uddannelsen tilknyttet frivilligt arbejde i mit lokale fælleshus. Tanken er at lærer metoderne til et bedre og sundere og mere værdifuldt liv igennem disse kurser. Det gode ved dem er så at man kan give en masse videre bagefter, af erfaring og at hjælpe andre igennem motivation og støtte til at leve et godt liv.

Mit mål er at komme ned på 53 kilo inden 2016.  Jeg vil bruge denne uddannelses muligheder til, at bruge mig selv som prøveklud og finde en styrke som andre kan få gavn af.

Når man er færdig med kurset / uddannelsen kan jeg som frivillig rådgive og undersøge mulighederne for andre, som gerne vil igang med at få en ordentlig livsstil.


Kurset varer over 10 gange og har hvert gang forskellige oplæg og tema. Personligt glæder jeg mig til at få lidt mere perspektiv på min egen livsstil.


Vi afslutter kurset med et engagement for lokalområdet og det blir super sjovt og godt. Her på bloggen kan man følge processen.

I mellemtiden, så vil jeg lige give denne gode opskrift videre på et lækkert måltid mad.

Jeg kalder det: Kalveculotte steg med kartofler og rokost.

Ingredienser:

Vildmose kartofler
Kalveculote steg
Gullerøder
løg
hvidløg
Spidskål
Olivenolie
Smør (saltet)
laverbærblade
salt og peber
Frisk krus persille

Opskrift:

Kødet og kartoflerne. 
Først tænder jeg ovnen på 200 grader, hvorefter jeg skræller kartoflerne, og skrærer dem i små både. Hæller dem i et fad med olivenolie salt og peber. 
Jeg piller og skærer 6 fede hvidløg. Når jeg har ryddet op efter første det, tager jeg kødet frem og skærer riller i den opvendte overflade. Salt og peber gnubber jeg ind i rillerne og tilsidst putter jeg laverbærblade ind i rillerne også. Den bliver så sat ind i midten i den forvarmede ovn på 200 grader - varmluft.

Salaten:
Jeg skræller gulerødderne  og river den med et rivejern. Spidskålen river jeg også, og løgene bliver skråret i fine stykker. Dressingen består af hvidløg, salt, peber, olivenolie, rødvinseddike og lidt sukker efter tilsmagning.


Jeg sætter kartoflerne i ovnen , hvor stegen har stegt i ca 10 minutter, og skruer efter 5 minutter ned på 120 grader. Efter 20 minutter kikker jeg til stegen og hælder lidt af væden fra fadet over den. Jeg lader der gå yderligere 30 minutter før den tages ud og jeg skærer i den for at tjekke om den er gennemstegt. Farven på godt være mild rosa, men kødsaften skal være gylden og ikke rød. 


Når jeg dækker bord har jeg taget både kød og kartofler ud og lader dem stå på komfuret med staniol over.

Når alt er klart henter jeg kød, kartofler og salat.

VELBEKOMMEN :)

Skriftens sprog!

Skriftens sprog!

Jeg elsker ord! De er noget af det mest dyrebare, jeg har i mit indre liv.  Især når de smelter sammen til et mål, en tanke og skaber en konstruktiv handling både mentalt og fysisk. Der er noget tilfredsstillende ved at lade et mål tage form af ord i ens bevidsthed og så skabe en handling, der enten fører en til målet eller giver en et skub i den rigtige retning mod målet.

I går bestemte jeg mig fx for, at  jeg ville begynde at skrive en dagbog. Den skal være konstruktiv og brugbar. IKKE bare fyldt med klassiske sætninger, som: Hvorfor dit og dat osv. Den skal være præget af tankegangen: Hvad vil jeg, og hvordan kommer jeg derhen!

Dagbogen er købt, og jeg glæder mig til at se hvad der sker, når det hvide papir ikke bare er blankt. Det bliver interessant, at se om jeg kan følge min målsætning om en konstruktiv dagbog, eller om jeg falder i:  jeg er en 35 årig kvinde, uden noget som helst, fælden. "

Jeg har derfor genopfrisket Dalai Lamas bog: Kunsten at leve lykkeligt!

Jeg er fascineret af hans konstruktive tilgang til livet, og så var den spænende at læse.  Andre bøger, som har været mig en stor kilde til læring og udvikling er:

Fjeren og Rosen af Josefine Ottensen

Skildringen af mandelige og kvindelige elementer var mig dybt fascinerende, som ung pige, på vej til at blive voksen.

Kort fortalt handler Fjeren og Rosen om en pige og en dreng fra to lande, der bekriger hinanden, som bliver forelsket. Fjeren symboliserer det femine i hendes land og køn, hvor rosen står for det maskuline i hans land og væsen. Jeg kan huske, at bogen gjorde mig opmærksom på forkellen mellem de to køn, og generelt gjorde mig opmærksom på kontrasterne. Det var så min opgave at finde ud af, hvor jeg selv ville være i det spektra. 


Bøger jeg ikke kan fornægte har betydet meget er: Ringenes Herre triologien.

Skildringen af magt og forfald er ret unik og aktuel.


Jeg vil, som næste projekt give mig i kast med at læse et par bøger af tyske Günter Grass.  Ha en dejlig weekend alle sammen. 










 
 

Filmene i mit liv

I går aftes satte jeg en film på og faldt i søvn foran fjerneren. Theen var kold da jeg vågnede og gik i seng der ved elleve tiden. Filmen sad ikke fast i hukommelsen. Jeg kom derfor til at tænke på, hvornår jeg sidst havde set en mindeværdi film.

Der er to film i mit liv, som har rykket ved min verden.

Den kroniske uskyld

Den kroniske uskyld- trailer 

Fra 1985 og er instrodueret af Edward Fleming.

Den er baseret på Klaus Rifbjergs bog - Den kroniske uskyld fra 1958, som handler om at blive voksen og opleve voksenverdens baske virkelighed. To drenge går i gymnasiet, og den ene bliver forelsket i en pige han møder til en fest, men mørket skygger for lykken i hendes blik. 

Grunden til, at jeg synes dette er en fantastisk film, er dens måde at skildre tranformationen fra ung til voksen på. Dens ærlige tilgang til voksenlivets realiteter, og de valg man træffer uden rigtigt at kende konsekvenserne i den fase af livet er enestående efter min mening. Jeg kan huske, at jeg begyndte at reflektere over tilværelsen og konsekvensen af mine valg.


About Time

Denne film er fra 2013 og er en anderledes og sød kærlighedshistorie. 
Den unge Tim Lake fra Cornwall i england blive en dag indviet i familiens hemmelighed. Mændende i familien kan flytte sig fra det ene tidsrum til det andet og påvirke begivenhederne i det. Da han flytter hjemme fra begynder mulighederne og ansvaret at få sin værdi i hans bevidsthed.

Det, jeg som tiltrækker mig ved denne film er, varmen og den interessante historie. Dens livsbekræftigende budskab og det at en film med en sådan varme og dejlig feel good effect i denne verden stadig bevarer sin seriøsitet og integritet uden at være naiv.

Jeg kan derfor godt anbefale at se disse film.  Vi har sikket alle set Den kroniske uskyld i skolen, men et gensyn med den fra et voksent synspunkt, tror jeg ikke skuffer. About time er selvfølgelig velegent til en kæresteaften eller veninde aften, og dens mange muligheder for gode samtaler om dejlige ting i livet er sjælden set. Det er netop en af de film, man stopper op efter at have set også drikker et glas vin sammen med sin kæreste eller veninde/ ven, hvor man bare sidder og taler sammen i timevis omkring selve historien og budskabet i filmen, opløftet og med fornyet livsperspektiv.

Det var to gode film til de sene sommeraftener.  Næste blog vil handle om bøger og glæden ved ord.