Et lille digt til eftertænksomhed

knoberne på den sarte rosenblomst vokser ud, blomsterne springer hypnotiserende duftende ud og bierne summer om de smukke roser. 

sommeren unge søn kommer forbi og slår sig ned ved forårets datters side. Bladene falder efteråret kalder og han går sin vej i søgen efter kaldet! 

Tilbage hun sidder med frosne tæer i vinteren så sær med dens hvide skær.

Kapitel 2 i min nye novelle

Andet kapitel:

Frosten var helt ulidelig og gnavede i min udsultede krop, især mine hænder var ilde tilret.  Denne dag var jeg gået hen på markedspladsen, i det rige jeg kommer fra dæmonriget Dimilas, for at se om heldet var med mig, og jeg skulle have noget at spise, ved at tikke. Det var ikke ofte jeg fik en humpel muggent brød, men det skete til tider, og det opretholdte mit liv. Så jeg tog chancen.  Denne dag var det koldt og mit håb svandt ind med sneens falden i store fnug, som føg på grund af en strid vind. Man kunne spørge sig selv om, hvad så mange andre meddæmoner i Dimilas lavede på markedspladsen. I sne og kulde stred de sig frem til de forskellige boder, hvor de sælgende stod og skuttede sig i varmen fra de store bål, der var tændt ved hver bod.  

Der gik noget tid, hvor jeg lå på jorden og gispende af sult. Intet brød blev smidt foran mig, ingen medfølende blikke, kun lyden af deres snakken og ignorerende tilstedeværelse fyldte markedspladsen.  En mavekrampe fik mig til at krympe sammen på jorden og mit blik blev sløret.  Det var der, at en varm hånd tog min hånd og en blid stemme sagde: Du skal have noget at spise. Kom med!”   Uden at ænse noget andet, end den varme hånd sled jeg mig med til et telt på markedspladsen, hvor en gryde med en velduftende, det måtte være en kødret, simrede over bålet i midten af teltet. Et øjeblik stod jeg bare og stirrede svimmel på rågen, det i cirkler smøg sig op mod hullet i teltdugens tag.  Med alle min sanser, der blev vækket til live ved denne liflige duft, begyndte min hjerne at optage og bearbejde sanserne og være mere logisk tilstede. Det logiske spørgsmål faldt derfor fra mine læber: Hvorfor giver du mig mad og hvad vil du have tik gengæld?? Jeg har intet at tilbyde.” Mine ord kom slumrende og usikkert ud, men hvem hun end var smilede blot og hældte retten op i en skål, og rakte mig den med sine lange slanke og velformede hænder.  

Jeg begyndte rystende at spise og varmen fra maden gjorde næsten ondt i svælg og mave, men jeg spiste og spiste. Hun hældte to gange op og min mave gjorde ondt nu. Det var først da hun ville hælde op den tredje gang, at jeg med en håndbevægelse stoppede hende og nikkede da hun sagde: Er du mæt?”  Mit blik blev klarere nu, og jeg kunne bedre se hende nu. Håret var overraskende brunt og kort, hvilket er uhørt i Dimilas, og hun var lille! Ikke som de andre høje dæmoner, der var smukke og langstrakte i deres skikkelser. Godt nok var hun tynd også men nok et halvt hoved lavere end de andre dæmoners.  Øjnene hendes var grønne og huden fin og hvid, som sne.  

 Hun sad der og stirrede på mig, ligesom jeg stirrende på hende i et par tavse minutter, så lavede hun en blødende flænge i tavshedens skjold imellem os og sagde: Hvad ville du sige til at komme væk fra dette rige, ind i menneskernes rige og oven i købet være smuk i deres rige?? Være en, som fik det hele forærende der, blot for nogle informationer om hvordan det går i deres rige.  ”Og hvordan skulle jeg komme til deres rige?”, spurgte jeg forsøgende ikke, at virke som om jeg var med på ideen.  ”Du skal bare spise denne blå pille, og lade virkningen tage fadt i dit sind,”  hviskede hun mens hun lagde en lille blå pille på bordet foran mig.