Eftermiddags solen brænder på min venstre skulder, og hænderne på tastaturet har en bleggylden glans i lyset. Fra computerens summende stilhed begynder et emne til denne blog at definere sig på skærmen,, og hvad det betyder former i mine tanker og fingrerne danser over de sorte taster med vokaler og konsonanter.
Følelsen af at være tom, bare til stede, lammede mig et kort øjeblik i min resoneren over hvordan man griber mit valgte emne: Valg kontra muligheder an uden at støde folk og dermed ødelægge fundamentet for en fair diskussion eller samtale/debat om det, lige indtil jeg da jeg rækker ud efter et glas vand, rammer noget på bordet. Det er et billede af en pige. Hun går vel i 7 klasse og er mindre. Ikke mere end 8 cencimeter mindre end de andre men den lille forskel er der. Jeg genkender hendes blik i mit eget blik der møder mig, når jeg ser op på skærmen.
Jeg husker tydeligt den dag og følelsen af at sidde der i sin ømme blå skjorte, en 90,er halskæde og så skulle smile til kameraet. Smil til verden og verden smiler til dig! Sådan lød det tit, når man, som barn/teenager prøvede at finde hoved og hale i det hele. Opbygge en verden, som var rar at være i både for en selv, men også får andre. Nogle gange havde man bare lyst til at skrige, råbe, molestrærer alt omkring sig, når man opdagede at verden selv havde en mening om en i forvejen, og det gjorde det nogle gange svært at smile til den, især hvis den enten havde ret i noget negativt eller overhovedet ikke havde ret i dens måde at kategoritisere en på. Du er lille, jamen så er du den stille lille pige i grå museklæder!
Mange gange har jeg hørt store mænd og kvinder sige: Tag din skæbne i din egen hånd og kæmp for det, du tror på, når det holdte taler, og altid afsluttede de med: Du kan hvis du vil parolen og en knytnæve i talerstolens bordplade.
Tilbage sidder jeg så nu og tænker: Ja det kan man, lige indtil man så kommer i tanke om, at hvis jeg fx ville være model eller et eller andet meget hyped, så undersøger man kravende og finder ud af at man er for lille, og ikke lige har pengene til fotografen, eller bare har en stor tud. Hvad siger man så til de store mænd og damer, som sælger drømmenes magi? Jeg har lyst til, at sige til dem: Fortæl om, hvor meget du selv har kæmpet, grædt og lidt og ofret for at være der, hvor du er i dag. Fortæl hele sandheden!
Min hypotese er vel egentligt: Hvordan får jeg et positivt syn på mine egne muligheder i verden og træffer mine valg derefter, så jeg kommer fra A til B og når til C!
På den ene side er der en indre verden, men på den anden side er der den ydre verden. De to plader danner nogle gange et jordskælv i mit hoved, når de mødes. Derfor har jeg sat mig, som mål at finde balancen mellem de to verdener. Hvordan er og bliver et livsprojekt, men jeg vil starte med tre ting: Jeg vil være hård og tænke: Hvad er jeg egentligt god til efter min egen mening! Finde ud af: Hvad vil jeg gøre får at blive god til det, jeg er god til og tl sidst vil jeg som, udtrykket: Just do it, siger gøre det uden at gå i baglås starte med at gøre det, som får mig hen til det realistiske mål. Med det mener jeg: Ja jeg ved godt jeg ikke er dygtigt fotograf eller journalist nu, men det kan jeg kun blive hvis jeg gør noget ved det, så måske om 10 år er jeg tilfreds med det jeg har lavet. Pointen er. Jeg tager min skæbne i egne hænder, stopper med at tænker, hvorfor er jeg ikke dit og dat, men hvad kan jeg, og hvordan bliver jeg endnu bedre til det jeg VIL!
Jeg tror det kan give en dejlig arbejdsro indad til og skabe fokus på det, som jeg synes det handler om i mit liv: AT berette både den brugbare historie med ord og billeder. For første gang i mit liv handler det om, hvad jeg vil, og det skal det også, det jo mit liv. Jeg er i det! Jeg håber andre kan bruge min monolog til inspiration og ikke er blevt stødt, men inspireret.
Ha en fortsat god dag!
