Den gang jeg var barn
Jeg kan huske det så tydeligt, som billeder på nethinden, der lige har passeret for et sekund siden. De lyse sommeraftener i området bag baghaven i villakvarteret, hvor de gamle ubruglige togskinner stadig lå og glinsende i de sidste eftermiddags stråler.
Definationen af tid forsvandt stille og roligt ned blandt de gulgrønne skvalderkål og brandnælder, der voksede op i løbet af foråret. Skvalderkål små og buttede, brændnælderne høje og slanke, som min veninde og jeg. Hun var den høje og flotte Dick Turpin og jeg var Den lille Snifnik, der fulgte med og sammen var vi på vagt efter nogle at berøve, der kom gående langs jernbanestien.
Vi brugte timer på, at finde det perfekte skjulested og ligge på lur. De passerenede må have fået sig et afværgende grin, da to snottede møgunger i tøj, som ikke var mærke tøj, og skvalderkål i håret hoppede ud foran dem og med grene strittende imod dem sagde: Stik os to tykkegummier, eller en femmer hver.
Vi præsterede faktisk at få et par tyggegummier, og en enkel femmer, som vi sammen købte muu chokolade til 1,50 kr stykket for. Vi brugte hovedet og kunne underholde os selv.
Bare at have den mulighed for fordybelse i leg var en gave, der strakte sig i en uendelig tidslomme som stadig i voksenlysets mørkeste stunder give drivkraft og overskud til at tænke: Jamen jeg har jo haft det sjovt, og det får jeg sikkert om et par dage igen.
En lille energikerne der uden tvivl bare bliver ved, selv om nogle prøver at slukke den eller trække den ned i mørket.
Den der indre stabilitet, den er guld vejr, mere end mærketøj, mobiler, præstig og penge, den gør lykkelig.
Når jeg så ser børn idag i et supermarked, der vrælende vælter chokolade, og ikke kan klare ikke at få hvad de vil have, ned fra hylden og forældrene, der ikke har styrken til at sige: Stop ! Så bliver jeg helt mærkelig indeni. Jeg føler mig nogle gange helt skindbar og skrøbelig i en lillahvid verden, hvor mobilerne tager af børn og voksnes koncentration, og cyperspace, eller det offentlige online rum har overtaget legestedets betydning, og nedtoner det i rum, og muligheder, kreativitet og indføling. Vi bliver mindre og mindre mennesker og mere og mere vores alias i det dette indsnævrende rum, og derfor kan forældre lige pludselig ikke be den unge om at holde kæft og hjælpe ungen ud af den hysteriske tilstand, for det kræver nærvær forståelse og empati. Kvaliteter som ikke helt passer med verdens strømning, men jeg sender en lille tak til hippiblomsten ude ved indgangen til supermarkedet, for at jeg har fået lidt af dens indre himmelduft i min barndom og liv ønsker kun, at give det videre, hvis jeg engang selv for børn, eller møder mennesker på min vej, som bare har brug for at snakke med et andet menneske i nuet.
Blomsterbarnet!
