Kære dejlige læsere
Jeg har forsøgt at samle viden sammen om Star Wars kontra Star Trek. Nu har jeg set alle Star Wars filmene, jeg mangler at se den nye Star Trek film og lave en analyse af begge universer, og hvad de betyder for fx teknologiens udvikling og fremtiden, så det må blive i næste blog.
Lige nu handler det om, at skabe overblik over den kommende tids festivals planer. Her er indlæg om festivallivet!
ER I DER ROSKILDE!!!!!!!!!!: Ordene har lyt ud over orange scene utallige gange, og tilskuerne er gået amok hver gang i glædesudbrud, selv fuglene højt oppe på himlen kunne høre og mærke det. Året 2000 var ikke anderledes, glæden var den samme, som den har været fra vikingetiden og op til i dag. Mænd med flammende blikke, der studere pigerne åbenlyst, øl/ eller mjød i stride stømme fra guldhornets tuborghane og glæden ved det uforpligtende i nomade tilværelsen. Det skinner igennem i festival gængernes holdning og sind, når mændene pisser i pisserenden , hvor de lige har børstet tænder om morgenen.
Forskellen er, efter min overbevisning, at i vikingetiden var plyndringerne mere voldsomme, end dagens fangst af en kasse øl i "fjendens" lejer. Følelsen af hele tiden, at være i live og i forbindelse med noget, som er i konstant bevægelse på det ene eller det andet plan er unik og må være det samme og det led, som binder min hypotese til virkeligheden. Jo, jeg tror vi alle er normader af forskellige grader og det urliv/urbanlife, som jeg oplevede på Roskilde festival 2000 var både skræmmende og dragende. Bevægelsen, fællesskabet og det ukendte i det nye øjeblik udenfor civilizationens kontekst.
Jeg havde aldrig været på festival før, og følte sig som Bambi på glat is på en flyende isflage. Heldigvis havde jeg en god stamme/venner i min lejer og hyggen trængte også ind, som solen møffede sin fede rundmavede skikkelse ned under horizont linien, og lod nattens lunefulde måne og stjerner tager over på den sorte himmelhvælving. Den aften var, stemningen elektrisk, man kunne nærmest dufte den tunge spændingsladning i luften, og se den i øjnene på dem, som man mødte på sin vej.
Pearl Jam skulle spille på orange scene den aften. Min ven og jeg søgte ind på festivals pladsen. Vi var sent på den, men da de spillede Alive, var vi der. Min ven var bagved og jeg gik op mod scenen. Pludselig tog han fadt i min arm, da jeg var ved at snuble og trak mig helt væk.
VI gik tilbage til lejeren og drak øl sammen med de andre. Ud af mit telt, så jeg et par ambulancer holdte stille, men jeg tænkte ikke over det. Næste morgen ringede min mor og sagde lettet: Godt du i live." "Hvad mener du," spurgte jeg, og hun fortalte at mindst 8 var døde under koncerten. Jeg tabte næsten telefonen og al farve forsvandt fra mine kinder, som blodet trak sig sammen om mit hjerte i chok.
Den følgende dag gik vi hen til mindestedet ved orange scene for at vise vores respekt, og selv den dag i dag kan jeg huske den respekt og stilhed, der omgav stedet. Der lå blomster, var billeder og fakler.
Tilbage sidder jeg med tanken: Tænk hvis jeg ikke var blevet trukket væk! Jeg skal være glad for at være i live lige gyldigt hvad, livet byder mig. Man får kun livet en gang!
