Trekkie på star wars soldater terræn i svøb af sience fiction universets rosin

 Her er min Star Wars/Star Trek blog. 

 

 

Star Trek logo

Star Wars logo

OK jeg indrømmer der gerne, JEG ER EN LILLE Trekkie!

Jeg så STAR TREK som lille pige, da Next Generation blev vist på tv2, næsten lige da den nye tv station var blevet hip. 

Jeg husker tydeligt, hvor glad jeg var for DATA. Hans stabiltet og den tryghed, han videregav med sin ro og ordentlige tilgang til enhver ny opgave. Han var min store fascination i hele min barndom. 

Det jeg derud over elskede ved Star Trek var, at det man kunne lære værdi mæssigt af hver episodes pointe eller historie. Det var også alle de forskellige racers udseende, som var spændende. Jeg kunne lide alt fra Klingoner til de smukke og logiske borgere fra Vulcan. Derud over har PICARD altid været min ynglings kaptajn. Hans fantastiske måde at organisere alt på en fleksibel måde er dybt fascinerende. 

Jeg stiftede dog bekendskab med STAR WARS UNIVERSET som ung, da jeg for alvor blev glad for sience fiction, og så de film for første gang. Jeg har altid været glad for GEORG LUCAS, s måde at skabe en enhed mellem den gamle og den nye på fortælling på. Her tænker jeg på DARTH WADER, den onde far og drengen, LUKE , som  prøver at slippe fri fra hans magtgreb, i og med han prøver at blive voksen. Mange af GEORGE LUCASES filmiske  fortællinger kan føres tilbage til ur gamle historier og fortællinger bl.a om at blive voksen og løsrive sig. OGSÅ det gode og det onde, som fremstår meget sort på hvidt i Star Wars universet lige, som det gjorde i gamle sagaer eller fortællinger.

Star Trek universet er lidt mere nuanceret og gråtonet. Det gode og det onde fremkommer mere i det mere moralske valg som karaktererne tager IKKE i om de kæmper på det gode eller det ondes side. 

Jeg tror faktisk, det er det sorte og hvide, det rå i Star Wars universet, som appellere til flest drenge/mænd og det nuancerede gråtonerne, som fanger en mere blandet målgruppe.
JEG elsker personlig begge universer og deres forskellighed.

Man kan egentligt godt spørge sig om, om der er kommet reel sience fiction ud efter Star Wars og Star Trek universernes storheds tid. Jeg vil sige både og. Doctor WHO er blomstret op igen i sin tardis og er blevet populær i form a David Tennant og Matt Smidt. 

DET er Matt Smidt i midten og der er snart ny doctor Who på vej. Det bliver spændende at se hvem, som bliver den nye doctor. Jeg så serien med min x kæreste så der er lidt nostalgi indblandet. DERUD over kan jeg også godt lide det overraskende i hver af episoderne. SERIEN overgår på en eller anden måde altid sig selv. 

jeg tænker også på BATTLE STAR GALACTICA, en fantastisk sience fiction serie, som i korte træk handler om menneskets overlevelse mod robotter de selv har bygget, men som har videreudviklet sig selv og fået en form for kunstig intelligens. Man kan faktisk drage fine paralleller til TERMINATOR universet set ud fra det perspektiv. 

MED fare for at gøre folk sure må jeg sige, at ja det er der. Der er nyt godt sience fiction, men STAR WARS og STAR TREK universernes rammer er vigtige byggesten i mange af de nye sience fiction serier og films universer.

Jeg håber jeg har vagt mine omgivelsers interesse for sience fiction i det mindste og håber IKKE jeg har gjort nogle sure.


HÅBER I alle har det godt og hyg jer. SES! :) 

 

 

 


 

 

I kølvandet på den magiske sommer, kommer festival!

Kære dejlige læsere

Jeg har forsøgt at samle viden sammen om Star Wars kontra Star Trek. Nu har jeg set alle Star Wars filmene, jeg mangler at se den nye Star Trek film og lave en analyse af begge universer, og hvad de betyder for fx teknologiens udvikling og fremtiden, så det må blive i næste blog.

Lige nu handler det om, at skabe overblik over den kommende tids festivals planer. Her er indlæg om festivallivet!


ER I DER ROSKILDE!!!!!!!!!!: Ordene har lyt ud over orange scene utallige gange, og tilskuerne er gået amok hver gang i glædesudbrud, selv fuglene højt oppe på himlen kunne høre og mærke det. Året 2000 var ikke anderledes, glæden var den samme, som den har været fra vikingetiden og op til i dag. Mænd med flammende blikke, der studere pigerne åbenlyst, øl/ eller mjød i stride stømme fra guldhornets tuborghane og glæden ved det uforpligtende i nomade tilværelsen. Det skinner igennem i festival gængernes holdning og sind, når mændene pisser i pisserenden , hvor de lige har børstet tænder om morgenen.

Forskellen er, efter min overbevisning, at i vikingetiden var plyndringerne mere voldsomme, end dagens fangst af en kasse øl i "fjendens" lejer. Følelsen af hele tiden, at være i live og i forbindelse med noget, som er i konstant bevægelse på det ene eller det andet plan er unik og må være det samme og det led, som binder min hypotese til virkeligheden. Jo, jeg tror vi alle er normader af forskellige grader og det urliv/urbanlife, som jeg oplevede på Roskilde festival 2000 var både skræmmende og dragende. Bevægelsen, fællesskabet og det ukendte i det nye øjeblik udenfor civilizationens kontekst.

Jeg havde aldrig været på festival før, og følte sig som Bambi på glat is på en flyende isflage. Heldigvis havde jeg en god stamme/venner i min lejer og hyggen trængte også ind, som solen møffede sin fede rundmavede skikkelse ned under horizont linien, og lod nattens lunefulde måne og stjerner tager over på den sorte himmelhvælving. Den aften var, stemningen elektrisk, man kunne nærmest dufte den tunge spændingsladning i luften, og se den i øjnene på dem, som man mødte på sin vej.

Pearl Jam skulle spille på orange scene den aften. Min ven og jeg søgte ind på festivals pladsen. Vi var sent på den, men da de spillede Alive, var vi der. Min ven var bagved og jeg gik op mod scenen. Pludselig tog han fadt i min arm, da jeg var ved at snuble og trak mig helt væk. 

VI gik tilbage til lejeren og drak øl sammen med de andre. Ud af mit telt, så jeg et par ambulancer holdte stille, men jeg tænkte ikke over det. Næste morgen ringede min mor og sagde lettet: Godt du i live." "Hvad mener du," spurgte jeg, og hun fortalte at mindst 8 var døde under koncerten. Jeg tabte næsten telefonen og al farve forsvandt fra mine kinder, som blodet trak sig sammen om mit hjerte i chok.

Den følgende dag gik vi hen til mindestedet ved orange scene for at vise vores respekt, og selv den dag i dag kan jeg huske den respekt og stilhed, der omgav stedet. Der lå blomster, var billeder og fakler.

Tilbage sidder jeg med tanken: Tænk hvis jeg ikke var blevet trukket væk! Jeg skal være glad for at være i live lige gyldigt hvad, livet byder mig. Man får kun livet en gang!















 

HVOR SKAL VI HEN DU???

DETTE er et blog indlæg om fremtiden gemte veje og skjulte mørke hjørner samt den lyse stig, hvor solen skinner, og fuglene synger.


Hvor skal vi hen du??? 

Det sagde trolden HUGO fra computerspillet i ELEVATOEREN. Elevatoeren var et fredags program på den meget nye og spændende tv kanal : TV 2 i 80,erne. Jeg var en lille purk, der sad, og så det på vores sort/hvid fjernsyn i barndomshjemmet med fredagsslik og nej det var ikke en fladskærm. Det var en stor kasse, man skulle give et gok i nøden før, at det virkede.

Selv om jeg voksede fra at se Elevatoeren før programmet blev taget af sendefladen, så er vendingen: "Hvor skal vi hen du," meget sigende for min nuværende situation.

Jeg står uden arbejde og er nyuddannet web-integrator, samt jeg skal finde en bolig. Skillevejen er forude. Det kan gå grueligt galt, eller det kan gå godt.

Jeg har opdaget hvor svært det er at komme op om morgenen, når man ikke skal i skole eller på arbejde. Man skal virkelig have viljestyrke til at få sin hverdag til at hænge sammen. Jeg har fået rigtig meget respekt for folk, som virkelig mestre kunsten af få deres liv til at hænge sammen. Selv lærer jeg stadigvæk.

Mor sagde det meget godt: "Du er nødt til at få det store tandhjul til at fungere i maskinen før du kan få de små til at køre rundt."  Det har hun vel egentlig ret i! Problemet er bare nogen gange at komme hen til det store tandhjul.

UNDER alle omstændigheder: Lidt held er vel ikke at klage over.

Hvis nogen kender nogen, som skal bruge en web-integrator  i et web-bureau, så sig endelig til.

Næste gang skal min blog handle om noget så risikabelt, som paralleller mellem STAR WARS universet og  STAR TREK universet.  Følg med og se om det rent faktisk lykkes. Jeg tvivler, men vil prøve alligevel, fordi jeg har lyst. Jeg har altid haft lyst til at afprøve, om der er så stor forskel på de to universer.

HÅBER alle har en hyggelig aften og får en god uge.

HYG jer:) 

Hektiske 14 dage: DEL 3 : TRAIN, svinemørbrad og en al for meget øl i et glas jeg nærmest kunne svømme i! Hvad lavede jeg mon i AARHUS den 5/4-2013 !

Jeg tog et tog fra Roskilde klokken 13:20 ca.  Solen skinnede faktisk og mit hjerte hoppede og dansede over denne spontane tur. For Ja der var faktisk en grund til, at jeg tog til Aarhus her den 5/4- 2013 :) Det var en fredag, og der var mange med toget. Heldigvis var der plads i stille kupeen.

Billedet her er fra Vejle station taget igennem vinduet med mit iPone kamera.

ENDELIG i Aarhus, mødte der mig en forsmag på et af byens berømte kunstværker.  Faktisk bare inde i stations centeret har jeg taget dette billede.

 DETTE smukke værk minder om det store glas værk med forskellige favrer i Aarhus.

Jeg må have gået HENDES og MAURITZ tynd et par gange men så kom min veninde også og sammen tog vi ned til KLOSTERTORVET og spiste på cafe SVEJ. Jeg fik svinemørbrad med fløde sovs, og det var helt igennem fantastisk.

Derud over fik jeg også en øl, på størrelse med et svømmebassin!

Billedet taler vel for sig selv.

ENDELIG snart var det tid til det, vi skulle. GRUNDEN til at betale over 700 kr for en tur retur til Aarhus.

Vi havde lige pludselig travlt og skulle finde TRAIN ret hurtigt. Køen var nemlig blevet lang, da vi kom frem.

Vi havde stået noget tid, HAN kom gående med et stort følge og storisk svævede forbi os alle sammen. Jeg var lige ved at løbe hen til ham og give ham jordens største krammer, men min veninde holdte mig i øret og sagde: NEJ: VENDTE! Han forsvandt hurtigt ind af VIP døren og blev usynlig den næste halv anden time, bag glassets mørke.  Den næste kom gående fordi tættere på os, og jeg fik dog sagt: HEEEEEJ OLE.. " Han kvitterede med et smil og et hej, hvorefter dørene lukkedes bag ham og hans følge  men hov, hvor var de to andre?  IKKE til at sige!

ENDELIG dørende blev åbnet og mindst 100 piger inklusiv min veninde, og jeg stormede ind på TRAIN og til vores bitre ærgrelse, kom vi kun til at stå på anden række. Selv om vi havde været hurtige, var vi ikke hurtige nok alligevel. Skuffelsen lagde sig da lyset blev slukket og et sublimt opvarmningsband "Suzann and the Davies" gik på. Deres sange var tempofyldte og gode.
De fik også et kæmpe bifald.

LYSET slukkedes igen, og vi gik alle i ekstase da vi hørte de første velkendte keyboard toner begyndte at strømme ud over scenekanten og fortrylle os. JO det var opium for publikummet, og lige pludselig stod de på scenen badet i lyset. DÙNÈ , det bedste ROCK band jeg nogen side har oplevet var på!

Jeg må sige at det var helt ubeskriveligt fedt både at være i Aarhus og at høre dem igen.- Koncerten på VEGA var genial, og det var denne også. Den var helt unik, og stemningen var fantastisk.  Dúné leverer altid energi og tempo, samt humør, talent og checket stil. Det var en ubeskrivelig oplevelse, som var det hele værd:)

10 ud af 10 stjerner til Dúné for den oplevelse. 

Jeg var godt nok træt, da mit nattog kørte ind på Roskilde station klokken 5 om morgenen,  og jeg skulle vendte en time til toget mod Kalundborg kom kørende på spor nummer et.

Fulderikkerne tumlede rund i deres brandert og mine neilonstrømper holdte ikke kulden ude. Heldigvis måtte jeg sidde på et døgnåbent pizzaria og få varmen den hele time inden toget gik. Da jeg kom hen på stationen igen steg solen så smukt op, og varmen kom tilbage i mine ben. Jeg har aldrig været så glad for at se et tog, som da mit tog kørte ind på spor 1, og varmen kom mig i møde, da dørene åbnedes.   Slumrende i toget sad jeg, og studerede menneskerne, der kom fra byturene. Deres glade og tilfredse udmattelse over for den morgenfriske frøken ved siden af, der var gået i seng klokken 22 for at skulle tidligt af sted. Kontrasten var slående.

I HOLBÆK klokken halv syv om morgenen opdagede jeg , at der gik en bus og til min store glæde, var der varme i bussen.  Da jeg så min seng efter at have hørt det første mågeskrig uden for mit vindue havde døgnet været en fantastisk oplevelse. INTET MINDRE!

Hektiske fjorten dage: DEL TO: Tranlokations tårerne, og gulvet, der gyngede , så jeg troede, det skulle brase sammen på VEGA under Dúné koncert:)

OKAY Jeg fik mit bevis, og mor var med til translokationen. Der var masser af champagne, god mad rødvin og vidunderlige mennesker som jeg har gået i skole med i halvandet år, og
jeg må indrømme, at da jeg stod deroppe kneb jeg en glædestårer fordi, at jeg havde bestået den afgørnde del af mit voksenliv. JEG HAVDE FÅET MIN UDDANNELSE NU og mit bevis derpå ;)

ENDELIG, er jeg trådt ind i de voksnes rækker og det fejrede en god veninde, og jeg med at tage på VEGA og høre Dúné den 30 /3 -2013.

Jeg har fundet de bedste billeder derfra og lagt dem ud her også.

DÙNÈ på VEGA

 Jeg BESVIMEDE, da jeg kom hjem og så overstående billede.  OG SÅ lidt mere da jeg så det understående billede på mit kamera klokken 4 om morgenen . 

ÅÅRRRRH  mit lille hjerte. Det smelter jo fuldstændigt.

Det næste billede har jeg valgt fordi, at jeg ikke kunne stå for det der brøl.

Dette er så et billede, som jeg har valgt fordi OLES dans er helt fantastisk

Der er to billeder tilbage, og det er så af OLE i dyb koncentration ved keyboardet, og det bedste "fælles" billede, som var skarpt.

SELVE koncerten var en helt fantastisk og unik oplevelse! Jeg var I LIVE. ISÆR da jeg mærkede musikken trænge ind i krop og sjæl men også fordi, jeg blev glad for, at gulvet i VEGA holdt til alle os som hoppede og dansede. DET gyngede og knirkede. Det siger ikke så lidt om Dúnés evner for at få folk til at danse og være i nuet. Tre stjerner UD AF TRE  stjerner til Dúné for den oplevelse.

Hektiske fjorten dage DEL ET: HC . ANDERSEN og kodning er fælles bekendte af mig nu

Først og fremmest: FULD fart frem og IKKE kikke sig tilbage. Sådan kan de sidste fjorten dage af mit liv beskrives. Det hele startede godt med, at eksamen begyndte for fire uger siden. Opgaven var super god og til at gå til.

Jeg må dog indrømme, at jeg blev til bitter på mig selv, da jeg om onsdagen rettidigt tog ind over København, på grund af snestormen, for at komme i skole tidsnok .

Jeg sætter mig ind i s-toget og det går forrygende indtil hovedbanegården viser sit lumre sind i den buede ankomsthals grumsede lys og en bænkevarmer som kastede op og urinerede bag billet automaten.

Jeg mærker morgenmaden vende sig i svælget, men synker og laver en rejseplan: København H = > Roskilde st. Der går et tog 6:50, og jeg slår mig ned i et sæde i en stille kupe. Toget skulle være i Roskilde 7:18, og det er det da også. Der er bare lige en ting i mente: Roskilde station flyder sammen i en lang linje for mit blik ,og den velkendte ankomst hal virker, som et uopnåeligt isbjerg for en udhungret isbjørn i det kolde norden hav.  FØRST der går det op for mig, hvad der egentligt er sket! SHIIIT udbryder jeg og overfalder verbalt den stakkels DSB mand med vognen duftende af kaffe og morgenbrød." ØØH skulle vi ikke stoppe i Roskilde? " Spørger jeg med panikken stikkende bag mine øjnes blik. ." Han smiler faktisk pænt, som om det er noget som sker hver dag for folk , og siger: NEJ vi stopper først i ODENSE. " I ODENSE ? ," måber jeg og forklare ham, at jeg skulle have været af i Roskilde og faktisk skal til lave svendeprøve i denne uge. Han smiler pænt og forsvinder ind i sin lille kupe for at komme tilbage med en lille lap papir. På den står der: Kære kollega tag venligst denne passager med tilbage mod Roskilde, hvor hun skulle have været af.  Jeg skynder mig at sige mange tak og at han har reddet mit liv, derefter sætter jeg mig skyldbetunget  ind i en anden kupe og  bruger hele tiden til ODENSE på at spekulere på hvordan jeg kunne møde sådan et venligt menneske., og HVOR ÅNDSVAG hele situationen er.

Faktisk tager turen til Odense ikke så lang tid, og jeg når et tog klokken 8:18 tilbage mod KØBENHAVN.  Jeg er i ROSKILDE klokken :9:30 og skynder mig ud til skolen. Det første min lærer gør er at grine og sige: Hvordan havde HC. Andersen det? "Jo han havde det vist meget godt, men det holdte ikke længere end 14 minutter, så nu jeg her," svarer jeg og går i gang med svendeprøven.

JEG vil GERNE takker den søde DSB-mand, der gav mig den seddel, så jeg ikke skulle købe bilet tilbage og  nåede at lave min eksamens opgave færdig. Jeg har gemt sedlen som minde om at rejseplanen skal DOBBELT tjekkes, og at der er venlige mennesker i verden!

Nye digte (new poems or just words)

The melodrama of the last patriotic dinosaur

The night of the last patriotic dinosaur returns for a brief second, with its orange sky, and the land is crying from fear.

Tears falls down from the sky like heavy raindrops!

Big raindrops wash away all the happy dirt in the streets of a little town in southern happyland.

From the sky a raindrop falls with a dinosaur within. Its skin is green and its mind is set from above without fear.    

As the raindrop reach ground and devides into several drops in a huge river of fear, the dinosaur walks with fear in the sound of its footsteps as its last weapon against the eyes of the innocent strangers behind the walls of the small houses in happyland.

They gather with weapons behind their walls ready to fall from grace of innocent and make the kill of what they don’t know and therefore fear.  

Without knowing the dinosaur walks in the empty streets with raindrops pearling of the rough green skin.

Within a blink of an eye a shot is heard from the window of a house near by, and the dinosaur falls down like was it a high skyscraper being torn down in a huge city.

Tears falls down from the sky like heavy raindrops, but now they fall for the lost of the innocent people.

In order to join the lost girls club: Try making him flip the coin

“Your lost little girl” the lizard king sang whispering with his deep, and gentle voice when he meet the look of the young girl trying to get into the night club.
Her cold shivering body shining bluish and the gray light surrounding her, like was she loved by death himself and just given a minute to say goodbye, keeped the lizard king hocked for a second seeking the freedom in the endlessness of the story of death surrounding her, just glad death didn’t liked him instead.
Then he walked on by down the street, feeling a cold draft for a second. Just for a second.
Decades before the poet whispered “Your lost little girl” for himself, when he met the look in a young girls eyes. She was trying to sell matches.
Her hands where shivering from the cold and reaching out for him trying, trying so hard to sell. Hunger had her shaking in pain, and the shining count could safe her.
He toked a piece of gold in his pocket a looked at it. AHH now he remembered he needed to buy some wine, and then he walked on by down the street with his high hat and in his beautiful black suit.
Flipping his coin, while singing your lost little girl.

They radio is turned on, and the young man is singing along on a number about Valentina the goodess of love for sale.
He is going out tonight looking for love and joy.
On a corner of a crossroad he meets his Valentina. Shes still beautiful, but death has a glimmer in her eye, and in fear he exclaims “your lost little girl”, then he walks away down the street without paying her.
Flipping his coin.
At home he turns on the radio again and listens to a song by the Lizard king- “your lost little girl”.
Feeling darkness being washed away from his mind and hands, because he listens to the flowersong from the peace, love and harmony era.
“Then Im a cool peace loving and understanding guy right,” he thinks for himself and flips the coin.

Rummelighed, som faldt af den trojanske hipster pony

Dette indlæg handler kort og godt om det sure, som ikke tages med det søde, og hvorfor skrive om noget negativt så. Jo, fordi jeg synes det et problem og en samfunds kontekst.  Jeg skriver om det, fordi jeg vil gøre opmærksom på det, og har en lysegrøn teori om at bevidstgørelse er en kerne af forandring om ikke andet så hos mig selv! Her kommer indlæg!


Rummelighed, som faldt af den trojanske hipster pony!

Morgenen tågede frem for mit blik og i det fjerne kom den orange/gule movia bus nærmere og nærmere. Det var den alle os passagerer ventede på ved busstoppestedet. En fælles "Det for galt" grynten lød, da vi alle vidste, at bussen var forsinket. Et tyndt lag is lå på vejen, og den spejlblanke overflade funklede i gadelygternes skær.


Bussen stoppede, og vi steg ind. Ingen af os sagde godmorgen til bus chaufføren, og alle satte sig på et sæde alene, væk fra alle de andre. De lugtede! Forsigtigt kørte bussen videre, og jeg skruede op for volumen på mit telefon, da jeg hørte et godt nummer og et par børn larmede, grinede af den gamle dame med øllerne i en slidt gul netto pose og med en beskidt jakke på og et par hvide gamasjer, der var plettet af urin.

En af gruppen af knægte, rynkede på næsen og pegede sin lille beskidte pegefinger af hende. Hendes sammenbidte reaktion var tydelig. Maven knugede sig sammen, og de missende øjne fældede en enkel tårer.

Hvad skulle jeg egentligt gøre, som en neutral lille gråmus, der bare ønskede, at komme fra a til b. De var flere og faktisk større end mig, men var det en undskyldning for at misbruge begrebet rumlighed til egen skjult overlevelse.

Vi bør rumme alle både i folkeskolen og i samfundet. Ganske rigtigt, men betyder det, at vi skal rumme dårlig opførsel, og hvad er dårlig opførsel?

Vi ved det jo godt, EMMA GAD har faktisk ikke levet forgæves.  Ret dig op, sid stille, og tal ordentligt. Be om og yd før du kan nyde. Er det så slemt! NEJ egentligt ikke. Vi ved alle godt hvordan, det er at træde ind i et offentligt , såvel som privat fællesskabs rum, hvor det sociale kodex er i et ubehageligt anspændt stadie, fordi der IKKE er plads til alle, eller alle ikke er inkluderet i fælles sfæren. Det en mærkelig udefinerbar stemning, sådan et rum skaber. Man blir usikker og anspændt. Hvem bestemmer her, hvad sker der, og hvordan overlever jeg er tanker, der går igennem mit hoved, når jeg oplever sådan en stemning.

Den usikkerhed får en til at trække sig ind i sig selv eller reagere hensigtsmæssigt udad til, og det tjener KUN den ENE, som bestemmer samtidig med, at der er flere i situationen.  DET er ikke et fællesskab eller demokrati om, man vil ikke efter min mening.

Der må være en fællesnævner, som alle indretter sig efter. For mig at se er det højlighed! Det er høflighed i form af et smil, en sød bemærkning eller bare en skål, som blir rakt over middagsbordet, som gør, at andre smiler, føler sig godt tilpas og gider at være i samme situation, som en selv.

Det meget firkantet stillet op, og det er fordi, at når et gruppe knægte kan side og vrænge af en gammel dame i bussen, grine af hende, uden at man griber ind, så er fællesnævneren for et samfund, høflighed, efter min mening væk.

Her kommer den gængse sætning så: Det er de andres skyld!" GU det ej, det er vores helt egen skyld!
Det er os, som lader stå til, og ikke sætter en fællesnævner synligt op, som folk kan rette sig efter. Både dem, som kommer udefra, men også os selv. EN FÆLLESNÆVNER ER IKKE NØDVENDIGVIS ENSBETYDENDE MED NOGET KEDELIGT OG DIKTATORISKT,  efter min mening.

Den er ensbetydende med noget flertallet er enige om.  Dalai Lama den 13 udtrykte på et tidspunkt.  Isteden for at snakke om alt det,  vi ikke har tilfælles, så bør vi fokusere på hvad, vi har tilfælles. 

Hvad har vi så egentligt tilfælles??

Her er en liste over hvad jeg ser, som gode muligheder for hvad vi har til fælles.

1 Vi søger alle accept og kærlighed.

2  Vi har alle de universelle følelser, som jeg er sur, jeg er ked af det og jeg er glad/ lykkelig!

3  Vi ved i bund og grund godt, hvordan man skaber de forskellige følelser hos et andet menneske. 

4  Vi ved også, hvornår andre gør det samme ved os.

Disse universelle fællesnævnere synes jeg hænger meget godt sammen med høflighed eller eventuelt venlighed, hvis man foretrækker det ord.


Det er ikke nemt, det indrømmer jeg gerne, men måske starter det med at smile til buschaufføren. ;)




 








 

Drømmes søjler i et enkelt liv!

For et par dage siden, var det rigtigt koldt og tunge snefnug føg udenfor stuevinduet i mit barndomshjem. Jeg drak en kop kakao, men jeg lunede mig ved brændeovnen, hvor ilden smøg sig sultent op af brændestykkerne og varmede så dejligt i stuen . Som en doven kat, lå jeg bare der på et par puder på gulvet og nød varmen fra brændeovnen. Varmen gjorde mig mat men glad og træt, dens tunge greb slørrede mit syn, og mine øjne plirrende for at holde sig åbne, men det lykkedes ikke. 

Mit indre blik blev skarpt igen, og jeg følte varmen fra sydens sol og en dejlig strandbreds horizont linie stod skarpt for mit blik. Solen bagte, og instinktivt vidste jeg, hvor jeg var. På verdens bedste strand ved Rio de Janero i Brasilien, et land jeg altid gerne har villet besøge.

I det fjerne hørtes lyden fra karnevalet. Lyden af glade mennesker i glad tilstand blandet med lyden af brasiliansk musik og synet af farverige kostumer, duftene og smilene gjorde verden for et øjeblik et magisk sted at være.

Jeg gik op af en gade nær standen og kom tættere på lyden af den fantastisk musik fra en lokal festlighed på en bar, hvor en gruppe unge musikere spillere på trommer, guitar olietønder, og en kvinde med en fantastisk mørk stemme sang for. 

I et øjeblik stod jeg bare der i  udkanten af sceneriet, så til mens handlinger bare flød forbi min lille bobel.
Det var karnevalets første døgn, og stemningen var høj. Øl blev langet over disken i den lille lokale bar, et gadehundeslæng med en mørkebrun og stor hund, der havde bagtrop af de brogede og mindre gadekryds luntede sløvt forbi. I et kort sekund lignede de en gruppe mennesker, der fulgte deres leder til det sidste.
Timerne var gået og den mørkeblå himmel vidnede om nattens kommende eventyr, samt et kølig brise, der nåede mig og min bevidsthed fandt tilbage til nuet.  I baggrunden hørte jeg en dør blive lukket og mor, der mindede mig om, at jeg skulle  lave aftensmad.

Sommetider er drømme en søjle, der, som en rygræd for hele livet til, at holde sig oprejst, men nogle gange  er virkeligheden rygrædens knoglemarv.

;)

Pumpehuset tur retur men oplevelsen forbliver i sind og krop!

Skolens computer brummede og det blålige lys slørrede mine øjne, da jeg havde siddet alt for længe ved den.  Udenfor sneede det og klokken var hen ad halv to, da jeg denne trivielle hverdag tog min iPhone op og kikkede indbakken igennem. Jeg havde egentligt vent blikket mod vinduet, da den velkendte lyd fra telefonen rev mig væk fra drømmen udenfor.

Mit hjerte hoppede i brystet, da jeg så den nye besked fra TAK ROCK,  om at jeg havde vundet to billetter til Dúnés release party og koncert i pumpehuset. Jeg tror, der var et sekund hvor verden flød sammen for min bevidsthed, og jeg måtte tager mig gevaldigt i ikke at danse på bordet, råbe højt og bare gøre et eller andet helt vildt.

Mine klassekammerater må havde fået sig et billigt og spøjst grin da jeg styrtede ud i kulden og løb en tur rundt om skolen bare for at holde sammen på min bevidsthed og krop.

På selve dagen havde min veninde Sabina taget hele turen fra jylland til Holbæk, hvor hun mødte mig på stationen. Derefter smuttede vi hjem til mig og lavede god mad. Kålslauv, pasta og en gedigen pesto sovs. Vi fik aubergine til bagt i ovnen med tomater ost og krydderier på.

Jeg husker tydeligt samtalen om min kjole med guld palietter! Var det for meget med alt det glimmer, men tiden var imod os lige der. Klokken var blevet over seks og vi skulle med tog mod Købehavn halv syv fra Holbæk station. Med et par øl i hånden styrtede vi ned til bussen og nåede lige toget fra stationen mod København klokken 18:29. Med en skål flød det mørke aften landskab sammen udenfor vinduet og tiden gik med at tage lidt makeup på og  drikke øllen ud og bare snakke.

Fra københavns hovedbanegård måtte vi løbe hele vejen til Pumpehuset, vi fandt efter at være blevet vildledt af en taxa chauffør endelig frem. Efter indgang og indtræden i koncertsalen fik jeg endelig pusten igen. Bandet - Cat Caught Lark-  skulle spille før -Dúné- og stemningen var høj, da de gik på klokken otte.

Jeg havde ikke hørt deres musik før, men kunne godt lide den og det univers den skabte. Der var noget meget nærværende og unikt over stemningen i deres musik og  Johanns stemme og Camillas stemme klang godt sammen og skabte en dybere harmoni i oplevelsen. Man følte sig revet væk fra virkeligheden og ind i et univers af varme og den gode fortælling.

Jeg vil i fremtiden høre mere CAT CAUGHT LARK og nyde det univers deres musik skaber.
Her er et nummer fra dem, som jeg holder meget af.

SEKST ****** til CAT CAUGHT LARK for denne fantastiske oplevelse!

 

Dúné gik på efter en lille pause. Mørket sænkede sig og i røg og damp trådte de frem på scenen og publikum kvitterede med et vildt bifaldt, der fik taget til at rejse sig da lyset blev tændt og det første nummer  smøg sig ud af højtalerne som et opium og gjorde luften elektrisk. Det var nærmest som kunne man se musikens farve og bevægelse. Jeg må sige at man også her tabte sig helt til musikkens opiums trance og helt glemte tid og rum.

De nummer, som var mest intenst for mig var -The sun over green hills- og -Remember Valentina-. The sun over green hills har en helt speciel betydning for mig. Den handler om (hvad jeg har forstået) Mattias, s farfars hjem. Et hjem der må havde betydet uendelig meget for ham. For mig skaber sangen et tydelig billede af en lille solbeskindt bakke, hvor firekløvere og marguritter stråler om kap i solens stråler. På bakketoppen ligger et lille stråtækt hus og i døråbningen står min farfar, der døde da jeg var otte år og vinker med et smil.  Jeg drømte det for mange år side men -The sun over green hills- Materialiserer på en eller anden måde et savn eller bare mindet om et dejligt menneske.

Dúné har selv lagt vægt på at de har udviklet sig til at blive mere et rockband, og det kunnne man høre på sange, som den fantastiske Remember Valentina men også en sang, som BLCK star har en vild,  æstetisk og rå lyd! Hell no fungerede også fantastisk godt LIVE.

Til slut runde Dúné koncerten af med Dry Lips og minderne var mange da de velkendte toner pirkede til mine sanser.

SEKST ****** til Dúné for denne vilde oplevelse ;)

Et lille digt til eftertænksomhed

knoberne på den sarte rosenblomst vokser ud, blomsterne springer hypnotiserende duftende ud og bierne summer om de smukke roser. 

sommeren unge søn kommer forbi og slår sig ned ved forårets datters side. Bladene falder efteråret kalder og han går sin vej i søgen efter kaldet! 

Tilbage hun sidder med frosne tæer i vinteren så sær med dens hvide skær.

Kapitel 2 i min nye novelle

Andet kapitel:

Frosten var helt ulidelig og gnavede i min udsultede krop, især mine hænder var ilde tilret.  Denne dag var jeg gået hen på markedspladsen, i det rige jeg kommer fra dæmonriget Dimilas, for at se om heldet var med mig, og jeg skulle have noget at spise, ved at tikke. Det var ikke ofte jeg fik en humpel muggent brød, men det skete til tider, og det opretholdte mit liv. Så jeg tog chancen.  Denne dag var det koldt og mit håb svandt ind med sneens falden i store fnug, som føg på grund af en strid vind. Man kunne spørge sig selv om, hvad så mange andre meddæmoner i Dimilas lavede på markedspladsen. I sne og kulde stred de sig frem til de forskellige boder, hvor de sælgende stod og skuttede sig i varmen fra de store bål, der var tændt ved hver bod.  

Der gik noget tid, hvor jeg lå på jorden og gispende af sult. Intet brød blev smidt foran mig, ingen medfølende blikke, kun lyden af deres snakken og ignorerende tilstedeværelse fyldte markedspladsen.  En mavekrampe fik mig til at krympe sammen på jorden og mit blik blev sløret.  Det var der, at en varm hånd tog min hånd og en blid stemme sagde: Du skal have noget at spise. Kom med!”   Uden at ænse noget andet, end den varme hånd sled jeg mig med til et telt på markedspladsen, hvor en gryde med en velduftende, det måtte være en kødret, simrede over bålet i midten af teltet. Et øjeblik stod jeg bare og stirrede svimmel på rågen, det i cirkler smøg sig op mod hullet i teltdugens tag.  Med alle min sanser, der blev vækket til live ved denne liflige duft, begyndte min hjerne at optage og bearbejde sanserne og være mere logisk tilstede. Det logiske spørgsmål faldt derfor fra mine læber: Hvorfor giver du mig mad og hvad vil du have tik gengæld?? Jeg har intet at tilbyde.” Mine ord kom slumrende og usikkert ud, men hvem hun end var smilede blot og hældte retten op i en skål, og rakte mig den med sine lange slanke og velformede hænder.  

Jeg begyndte rystende at spise og varmen fra maden gjorde næsten ondt i svælg og mave, men jeg spiste og spiste. Hun hældte to gange op og min mave gjorde ondt nu. Det var først da hun ville hælde op den tredje gang, at jeg med en håndbevægelse stoppede hende og nikkede da hun sagde: Er du mæt?”  Mit blik blev klarere nu, og jeg kunne bedre se hende nu. Håret var overraskende brunt og kort, hvilket er uhørt i Dimilas, og hun var lille! Ikke som de andre høje dæmoner, der var smukke og langstrakte i deres skikkelser. Godt nok var hun tynd også men nok et halvt hoved lavere end de andre dæmoners.  Øjnene hendes var grønne og huden fin og hvid, som sne.  

 Hun sad der og stirrede på mig, ligesom jeg stirrende på hende i et par tavse minutter, så lavede hun en blødende flænge i tavshedens skjold imellem os og sagde: Hvad ville du sige til at komme væk fra dette rige, ind i menneskernes rige og oven i købet være smuk i deres rige?? Være en, som fik det hele forærende der, blot for nogle informationer om hvordan det går i deres rige.  ”Og hvordan skulle jeg komme til deres rige?”, spurgte jeg forsøgende ikke, at virke som om jeg var med på ideen.  ”Du skal bare spise denne blå pille, og lade virkningen tage fadt i dit sind,”  hviskede hun mens hun lagde en lille blå pille på bordet foran mig.