Dette er et blogindlæg med et digt, som er skrevet en stille søndag i august. Muligvis dårligt digt, men det er jeg ligeglad med. Jeg kan bare godt lide ideen med det.
I skyggen af æbletræet
marts/april: Hvide blomster på æbletræet. I barndommens have puster en blid vind til de sarte pastelfarvede blade.Duften af nyt liv spreder sig med de yndige og sarte blades hvirvlen i vinden.
Elegant når de græssets silkebløde flade.
Det er deres eneste rejse i deres tid her, hvor det hele sker.
Der i skygge af æbletræet ligger jeg på græsset.
Det en afslappet dag i weekenden.
Solen brænder højt på den purperblå himmel med de sarte hvide skyer, og en lille pige, der leger mørket er giftigt hopper rundt på græsplænen.
Hun hopper fra solstråle til solstråle i en evig leg, og møder mit blik i sin grønne kjole.
Håb og glæde hviler i hendes bliks grønne gange mod sjælens inderste rum.
Uden nogen varsel, trækker hun pludselig på skuldrene og vender rundt.
Hun forenes med solens flimrende energilys.
Opløses som gnister på en stjernekaster, der langsomt kommer til sin ende, og lader mørket blive tilbage.
Tilbage i mørket sidder jeg og fryser på græsplanen.
Blæsten har gemt lidt fra vinteren til nu, mens jeg tager mit tæppe om mig og går inden for.
august/september: Store æbler glinser rødt på de store æbletræ i skæret fra eftermiddags sols sidste varme solstråler en afslappet dag i weekenden.
Det høje sommer græs føles blødt, som silke mellem mine fingerer, og jeg vender blikket mod himlens blå hav.
Da jeg får øje på det smukkeste røde æble, tager jeg det fra træet, uden skyldfølelse.
Snarere med en lettelsens følelse.
Det smager forrygende sødt og modent.
Æbleskroget hvirvler i luften så smukt før det lander på den tørre plæne med en næsten ubemærket stille lyd.
For enden af skroget toner en voksen kvindes fødder frem for mit blik.
Hun står der, i en hjerterød kjole uden at sige et ord, men jeg genkender blikket i hendes øjnes grøn.
Et stille smil lyser i hendes øjne, mens hun vender sig om, og går bort i det begyndende tusmørke.
Jeg bliver siddende i aftenskumringens gyldensorte time, og tager min bog frem.
Kulden har ikke nået mig endnu, den glider først ind over land i de første nattetimer.
Mit tæppe er så blødt og varmt rundt om kroppen, og jeg nyder min bogs mange smukke sætninger.
Månestråler farver papiret sølvskinnende, mens stjerner leger på himlen.
Der i månens lys toner en gammel kvinde frem for mit blik.
Håret er hvidere end sne og den hvide kjole lyser op i natten, men øjnene.
Øjnenes blik genkender jeg.
Hun studerer mig på afstand og rækker sine lange krogede fingre ud efter mig, mens hun hvisker sagte: Kom med mig."
Uden at vide hvorfor vender jeg mig om og løber indenfor i mit barndoms hjem.
Siger farvel til min mor og smutter ud af døren til mit eget liv.
Tilbage i mørket står hun og slå en nøgtern latter op. "VI ses igen."
