Dette indlæg handler kort og godt om det sure, som ikke tages med det søde, og hvorfor skrive om noget negativt så. Jo, fordi jeg synes det et problem og en samfunds kontekst. Jeg skriver om det, fordi jeg vil gøre opmærksom på det, og har en lysegrøn teori om at bevidstgørelse er en kerne af forandring om ikke andet så hos mig selv! Her kommer indlæg!
Rummelighed, som faldt af den trojanske hipster pony!
Morgenen tågede frem for mit blik og i det fjerne
kom den orange/gule movia bus nærmere og nærmere. Det var den alle os passagerer ventede på ved busstoppestedet. En fælles "Det for galt" grynten lød, da vi alle vidste, at bussen var forsinket. Et tyndt lag is lå på vejen, og den spejlblanke overflade funklede i gadelygternes skær.
Bussen stoppede, og vi steg ind. Ingen af os sagde godmorgen til bus chaufføren, og alle satte sig på et sæde alene, væk fra alle de andre. De lugtede! Forsigtigt kørte bussen videre, og jeg skruede op for volumen på mit telefon, da jeg hørte et godt nummer og et par børn larmede, grinede af den gamle dame med øllerne i en slidt gul netto pose og med en beskidt jakke på og et par hvide gamasjer, der var plettet af urin.
En af gruppen af knægte, rynkede på næsen og pegede sin lille beskidte pegefinger af hende. Hendes sammenbidte reaktion var tydelig. Maven knugede sig sammen, og de missende øjne fældede en enkel tårer.
Hvad skulle jeg egentligt gøre, som en neutral lille gråmus, der bare ønskede, at komme fra a til b. De var flere og faktisk større end mig, men var det en undskyldning for at misbruge begrebet rumlighed til egen skjult overlevelse.
Vi bør rumme alle både i folkeskolen og i samfundet. Ganske rigtigt, men betyder det, at vi skal rumme dårlig opførsel, og hvad er dårlig opførsel?
Vi ved det jo godt, EMMA GAD har faktisk ikke levet forgæves. Ret dig op, sid stille, og tal ordentligt. Be om og yd før du kan nyde. Er det så slemt! NEJ egentligt ikke. Vi ved alle godt hvordan, det er at træde ind i et offentligt , såvel som privat fællesskabs rum, hvor det sociale kodex er i et ubehageligt anspændt stadie, fordi der IKKE er plads til alle, eller alle ikke er inkluderet i fælles sfæren. Det en mærkelig udefinerbar stemning, sådan et rum skaber. Man blir usikker og anspændt. Hvem bestemmer her, hvad sker der, og hvordan overlever jeg er tanker, der går igennem mit hoved, når jeg oplever sådan en stemning.
Den usikkerhed får en til at trække sig ind i sig selv eller reagere hensigtsmæssigt udad til, og det tjener KUN den ENE, som bestemmer samtidig med, at der er flere i situationen. DET er ikke et fællesskab eller demokrati om, man vil ikke efter min mening.
Der må være en fællesnævner, som alle indretter sig efter. For mig at se er det højlighed! Det er høflighed i form af et smil, en sød bemærkning eller bare en skål, som blir rakt over middagsbordet, som gør, at andre smiler, føler sig godt tilpas og gider at være i samme situation, som en selv.
Det meget firkantet stillet op, og det er fordi, at når et gruppe knægte kan side og vrænge af en gammel dame i bussen, grine af hende, uden at man griber ind, så er fællesnævneren for et samfund, høflighed, efter min mening væk.
Her kommer den gængse sætning så: Det er de andres skyld!" GU det ej, det er vores helt egen skyld!
Det er os, som lader stå til, og ikke sætter en fællesnævner synligt op, som folk kan rette sig efter. Både dem, som kommer udefra, men også os selv. EN FÆLLESNÆVNER ER IKKE NØDVENDIGVIS ENSBETYDENDE MED NOGET KEDELIGT OG DIKTATORISKT, efter min mening.
Den er ensbetydende med noget flertallet er enige om. Dalai Lama
den 13 udtrykte på et tidspunkt.
Isteden for at snakke om alt det, vi ikke har tilfælles, så bør vi fokusere på hvad, vi har tilfælles.
Hvad har vi så egentligt tilfælles??
Her er en liste over hvad jeg ser, som gode muligheder for hvad vi har til fælles.
1 Vi søger alle accept og kærlighed.
2 Vi har alle de universelle følelser, som jeg er sur, jeg er ked af det og jeg er glad/ lykkelig!
3 Vi ved i bund og grund godt, hvordan man skaber de forskellige følelser hos et andet menneske
.
4 Vi ved også, hvornår andre gør det samme ved os.
Disse universelle fællesnævnere synes jeg hænger meget godt sammen med høflighed eller eventuelt venlighed, hvis man foretrækker det ord.
Det er ikke nemt, det indrømmer jeg gerne, men måske starter det med at smile til buschaufføren. ;)
