Tenerife tur retur

I hælende på det hvide bjergs hemmelighed

Mandag den 11 december kl 15:00.

Mor, hendes mand og jeg, et fast rejsehold tjekkede ind i Kastrup Lufthavn. Som dørende bag os lukkede sig blev vi suget ind i en nærmest fremtids atmosfærisk indblik i menneskets yderste civilisations udvikling. De hvide lange gange og det nogle steder buede loft var som taget ud af en sience fiction film.  Udenfor letter og lander fly ganske ubemærket. Man kan lige skimte deres lygter og hvide vinger i halvmørket udenfor. De vinger der er papirs tynde ude ved spidsen, som ventede på at bringe os til Tenerife ved hjælp af ca. fire solide jetmotorer.

Ved udsigten til at side i skyggen og drikke sangria i 28 graders varme, på hvad der faktisk var en vinteraften slog jeg al flyangst ud af hovedet og drikkede min kaffe sammen med mor og hendes mand i afgangshallen.

Efter kaffe gik vi til boarding område og tjekkede ind på flyet.  Vi lettede 17:40 og var afsted godt oppe i luftrummet, da de første lufthuller viste sig. Først var det bare små rystelser, men efterhånden, som vi fløj forbi Tyskland og Frankrig blev det værre.  Jeg har aldrig være bange for at flyve, men lige da flyet hoppede og dansede som skulle det kaste en uopmærksom rytter af med bukkebruse spring mærkede jeg den der følelse, der får adrenalin til at flyde hurtigere igennem systemet.

Jeg faldt dog lidt til ro, da jeg så Lisabon fra oven. De fine gader og højhusenes lys strålede nedefra. Lyshavet lignede perler på en sort silkebluse i alle mulige farver. Mest gyldenbrune og hvide, men også afbrudt af en klar blålig farve. Smukt var det, og da vi landede, beholdte jeg det visuelle minde i tankerne, indtil vi klappede af piloten, der havde klaret det rigtigt godt.

Vi kørte i taxa til hotellet der lå syd på Tenerife. Ved ankomst kl 23 ca., fik vi anvist en fin lille lejlighed nær stranden. Når vi åbnede døren til terassen mødte os et en vild udsigt. Et stort bjerg og huse lidt op af bjergvæggen. De fine huse med lys ud af vinduerne lignede stjerner på bjergets silhuet i månens afdæmpede lys. Det skulle blive fint at drikke morgenkaffe på den terasse, tænkte jeg, og lod trætheden overmande mig.

Billedet er fra første aften og viser et par smukke bygninger lige ved siden af vores ressort. 

Den aften gik vi alle tidligt i seng.

12/12-2017 –tirsdag- Tenerife

Efter en lang nat, hvor jeg lige skulle vende mig til varmen og larmen udefra, stod jeg op ved 9 tiden dagen efter ankomst. Tiltrængt lavede jeg en kop kaffe i gyldne morgentimer.

Da vi trak fra ud til terassen og den lille have mødte vi det behaglige gyldne middelhavslys, og byen der emmede af morgen aktivitet. En ung kvinde i en bache uniform og med navneskilt tjekkede ind på vores hotel igennem indgangen til rengøring eller receptions arbejde. Lyden af det spanske sprog fra gader og stræder krydrede morgenluften en med levende intensitet, og de lysegrønne palmer vuggede blidt i den blide brise, men den uge kvinde lukkede lågen efter sig, og en butiks ejer i nærheden skramlende satte sit skilt ud. Jo livet var åbnet nu!

Der omme bag ved det hele lå det store vulkanbjerg og udgjorde en usædvanlig udsigt. Mange fortællinger har bjerge lagt skikkelse til, og dette var ingen undtagelse. Den spidse bjergtinde med de  sorte takker nedad siden Var som taget ud af et oldgammel eventyr, hvor livet virkelig var på spil, når det var på spil.

Vi holde et lille morgen møde, der i halv skyggen af det store bjerg og blev enige om at tage en stille og rolig dag ved svømmepølen. Få ordnet lidt småting og bare nyde stemningen og varmen den første dag. 

Derefter gik vi en lang tid langs strandpromenaden, der var som strandpromenader er: Fyld med liv, cafeer, butikker, turister og lokale der i fredelig sameksistens kommer igennem hver dag. Da vi kom hjem, lagde vi os ned til svømmepølen, og sugede solens stråler til os efter en hjemmelavet frokost. 

Den aften fandt vi helt ned til strandkanten da vi skulle spise aftensmad. Tjeneren fik os lokket til med sit varme smil, og gemytlige fremtoning. Hendes forse var dog også hendes ulempe. Maden var bare ikke så god som hendes forretningstalent, og mor måtte bede om en ny ret mad. Hun fik en portion tomatsauce stærkt krydret i anden omgang, ganske uspiselig. Vi betalte hurtigt og skuffet og så i baggrunden tjeneren sige: Thank you, see you tomorrow,” med et stort mekanisk smil, med glimtende hvide tænder synlige i halvmørket.

Derfor fortsatte vi ned af promenaden for at finde et sted, hvor sulten kunne blive slukket for denne gang. Vi fandt et lille sted, der hed Lock Ness og var rigtig hyggeligt. Et fjernsyn vise fodbold resultater og kamp. Der var masser af mennesker, der sad og nød deres aftensmad. Min mor bestilte den berømte ret canariske kartofler med rød og grøn mojo dressing til.

Det er små fine kartofler der er ovnbagte efter et lille opkog.  Masser af salt og så i ovnen i et godt stykke tid. Mojo dressingen, som er et varemærke for de canariske øer har i den røde smagfulde peberfrugt tilsat, og chili. Først troede jeg, det var hjemmelavet pesto, men det var stærkere i smag og mere cremet i konsistensen.

Efter dette udsøgte måltid drak vi lidt champagne sangria og nød aftenen indtil stjernerne flimmrede på himlen og havets stille brussen mod kyst lagde an til nat.

13/12-2017-onsdag på Tenerife

Denne onsdag fandt vi en tur til næste dag op til bjerget Tiede, som vi havde hørt så meget om.

Turen derop kostede 20 euro per person og var en bustur.

Jeg glædede mig til i morgen.

14/12-2017- torsdag på Tenerife

Jeg havde set frem til denne dag. Mor og jeg skulle på tur til Tiede bjerget: Det hvidebjerg, som de indfødte kaldte det. Bjerget er stadig vulkansk aktivt, men har ikke været i udbrud længe, og ved dets fod er der en sten som ligner en sko, der mangler en hæl. Den er meget berømt fordi, der er et lokalt sagn tilspundet myten om den store bjergsten, der med ukendt elegance for sten meget skrøbeligt fremviser skoformen med den manglende høje hæl Den højhælede sko vises på billedet. 

Den gang jeg var barn

Sidder i de sene nattetimer og lader tankerne flyde sammen til ord både af sund reflektion, men også af bekymringer for fremtiden. Forhåbentligt kan jeg sove, når jeg har skrevet det ned.

Den gang jeg var barn

Og jaa den starter sådan her: Den gang jeg var barn............ 
Jeg kan huske det så tydeligt, som billeder på nethinden, der lige har passeret for et sekund siden. De lyse sommeraftener i området bag baghaven i villakvarteret, hvor de gamle ubruglige togskinner stadig lå og glinsende i de sidste eftermiddags stråler. 

Definationen af tid forsvandt stille og roligt ned blandt de gulgrønne skvalderkål og brandnælder, der voksede op i løbet af foråret. Skvalderkål små og buttede, brændnælderne høje og slanke, som min veninde og jeg.  Hun var den høje og flotte Dick Turpin og jeg var Den lille Snifnik, der fulgte med og sammen var vi på vagt efter nogle at berøve, der kom gående langs jernbanestien. 


Vi brugte timer på, at finde det perfekte skjulested og ligge på lur. De passerenede må have fået sig et afværgende grin, da to snottede møgunger i tøj, som ikke var mærke tøj, og skvalderkål i håret hoppede ud foran dem og med grene strittende imod dem sagde: Stik os to tykkegummier, eller en femmer hver. 

Vi præsterede faktisk at få et par tyggegummier, og en enkel femmer, som vi sammen købte muu chokolade til 1,50 kr stykket for. Vi brugte hovedet og kunne underholde os selv.
Bare at have den mulighed for fordybelse i leg var en gave, der strakte sig i en uendelig tidslomme som stadig i voksenlysets mørkeste stunder give drivkraft og overskud til at tænke: Jamen jeg har jo haft det sjovt, og det får jeg sikkert om et par dage igen.
En lille energikerne der uden tvivl bare bliver ved, selv om nogle prøver at slukke den eller trække den ned i mørket. 

Den der indre stabilitet, den er guld vejr, mere end mærketøj, mobiler, præstig og penge, den gør lykkelig. 

Når jeg så ser børn idag i et supermarked, der vrælende vælter chokolade, og ikke kan klare ikke at få hvad de vil have, ned fra hylden og forældrene, der ikke har styrken til at sige: Stop ! Så bliver jeg helt mærkelig indeni. Jeg føler mig nogle gange helt skindbar og skrøbelig i en lillahvid verden, hvor mobilerne tager af børn og voksnes koncentration, og cyperspace, eller det offentlige online rum har overtaget legestedets betydning, og nedtoner det i rum, og muligheder, kreativitet og indføling. Vi bliver mindre og mindre mennesker og mere og mere vores alias i det dette indsnævrende rum, og derfor kan forældre lige pludselig ikke be den unge om at holde kæft og hjælpe ungen ud af den hysteriske tilstand, for det kræver nærvær forståelse og empati. Kvaliteter som ikke helt passer med verdens strømning, men jeg sender en lille tak til hippiblomsten ude ved indgangen til supermarkedet, for at jeg har fået lidt af dens indre himmelduft i min barndom og liv ønsker kun, at give det videre, hvis jeg engang selv for børn, eller møder mennesker på min vej, som bare har brug for at snakke med et andet menneske i nuet.

Blomsterbarnet!