Jeg er en dæmon, og her er mine beretninger
om min tid i jeres menneskerige. VELKOMMEN!
Første kapitel:
Det
er en kølig novembernat , og
udenfor isner regndråberne inden, de rammer den golde jord. Dråberne skinner, som slebne diamanter i månens stråler, der
giver natten et sølvbelagt skær. En ugle sidder i en gren udenfor mit vindue, og
den kikker på mig med store ængstelige øjne. Jeg lukker det åbne vindue og trækker
for. Lidt rastløs går jeg rundt i mine
egne tanker. Drikker en kop the, sætter vand over til endnu en kop og høre et
stykke klassisk musik fra Svanesøen, som jeg elsker at lytte til i de sidste
nattetimer og første morgentimer.
Mit blik fæstner sig på den unge fyr jeg ser i
spejlbilledet, da jeg går forbi spejlet. Mine grønne øjne er det eneste, jeg
kan kende ved mig selv i det spejlbillede. De lange bølgende lokker, der brusser ned over skuldrende, den lange
slanke, senede skikkelse og de
fintformede træk er, som en bitue er for dens bier: Center hvorfra deres verden går.
Jeg tager mig til ansigtet. Lader
hånden glide over min perlemorsagtige hud og tænker: Jah jeg snød dem, jeg snød
dem alle sammen!” Nydelsen ved at kunne snøre dem er helt ubeskrivelig, og et
skælmsk smil spiler på mine læber. Smilet fortager sig dog en lille smule, når
jeg tænker på dem, som betaler med deres egen skønhed for, at jeg kan blive ved
med at være smuk og leve evigt. Alt det
tager, er en berøring, søde ord og et smil, så kan jeg mærke energien og deres
puls. Holder mig til, som en snylter og suger deres energi, til de er trætte,
hærgede, suget tomme for skønhed og livskraft.
