Det er bare et udtryk fra en fjern verden

For lang tid siden, den gang da verden var stor og vågen og jeg var lille og en relativ ny opkomling i den, begyndte jeg på at skabe en lille verden, hvor både gode og dårlige følelserne måtte være, og hvor solen trods alt skinnede hver morgen.


Det startede da jeg som 2 til 3 årig i børnehaven fandt ud  af at papir på et overordnet plan, var magisk for mig, fordi det var uden en egentlig farve eller holdning til, hvad jeg skulle og ikke skulle.


De første gange jeg tegnede var jeg ikke bevist om hvilke farver jeg tegnede med. Jeg var bare glad for at tegne kruseduller, bevægelsen med armen var i sig selv en befriende sjov ting, især fordi der skete noget på papiret. Det hvide magiske univers, der afspejlede lyset udenfor, i vandet ved strandkanten og  i vindues karmen derhjemme, fik lige pludselig liv. Der skete noget.  Jeg forstod det ikke på et abstrakt plan på det tidspunkt, men jeg synes det var interessant, at det jeg gjorde satte noget i gang på papiret.
























Jeg opdagede, at hvis jeg tegnede en linje med en bestemt tyngde overfor en anden skete der noget. Jeg fandt også ud af, at  krusedullerne med de lyse farver gjorde mig glad,  og de mørke steger på en elle anden måde trak mig ned, gjorde mig kaosagtig og bange. 






På det tidspunkt var jeg selvfølgelig ikke så bevidst om, at jeg ved dårlig humør tog en mørk farvetush fra blokken med tusher og tegnede hurtige og spidse streger på papiret og ved godt humør tog lyse farver og begyndte at tegne cirkler og former. Jeg havde endnu ikke lavet sammenkoblingen, den kom først, da jeg så i bøger og begyndte at se, se hvordan former blev til ansigter og kroppe, der med de, der ord sagde noget, som kroppen udtrykte. 


Ked af det var tårer i øjnene og en anspændt krop. Det gode humør kom til udtryk i smilende opadvente mundvige og linjer omkring øjnene, fordi øjnene blev mindre og huden omkring dem kom til live, samt det der glimt i øjnene, der strålede, når smilet var på sit højeste og latteren hørtes.


Ved bevidstheden om ord, udtryk og farvers dynamik på et mere praktisk/konkret plan begyndte jeg for alvor at blive grebet af det, at fylde et papir ud at bruge armene og give havfruen på papiret et udtryk, som regel smilte hun til mig fra papiret, men hun kunne også være ked af det. Jeg kendte godt den virkelige historie om den lille havfrue, og ligheden mellem tegningernes mørke og de dårlige dage er slående nærmest, som klæber de til hinanden i en omgang pot og pande. At måden hun var tegnet på afslørede mit humør, vidste jeg stadig ikke.  Jo havfruerne og havmændene lignede da lidt dem jeg havde set i bogen, og hvor mange gange har jeg ikke kylet papiret væk, tud brøllet, slået i bordet, og revet mig i håret,  fordi  der var noget på papiret, som ikke lignede det billede, jeg havde for mit indre blik .  
















Jeg kan huske perfektionistens greb der i skolealderen i min mave, der snorede sig sammen, hvis tegningen ikke lignede det jeg havde set for mit indre blik, og ordene som fløj igennem min bevidsthed med skarpe pile. DU er DUM, IKKE som de andre, hvad fanden laver du!! RET så den STREG! Der var dog altid et spørgsmål eller en reflektion bag det hele, som  fik mavekrampen til at dæmpe sig og  give mig et andet perspektiv på selve situationen. HVORFOR?? Jeg spurgte altid mig selv hvorfor?? Hvorfor skulle jeg være dum, hvis jeg kunne spørge mig selv om hvorfor ? Da jeg ikke fik nogen begrundelse nogen steder fra, fortsatte jeg med at tegne havfruen, hvis jeg synes selve tegningen havde en værdi for mig. 


OM det var fordi jeg synes den var perfekt eller processen havde været  tilfredsstillende, synes jeg er svært at afgøre. Jeg tror, det var følelsen af at være mæt, der afgjorde det.


Egentligt må det være DERFOR jeg aldrig stoppede med at tegne og skrive stilhæfte  op og ned med lange fortællinger om prinsens flugt fra ulve i den mørke skov på vej til prinsessen og senere tegninger af idoler eller bare en bestemt situation. DET GJORDE MIG MÆT OG fredfyldt ikke tilfreds egentligt men mæt. 














Der må havde været en følelse af at have sagt et eller andet, givet et eller andet af sig selv, men også fået afløb for glæde og vrede i papirets lille univers, måske er det derfor, jeg i dag tager blyanten op, og kikker på papiret med den samme fascination og glæde eller behov for, at udtrykke noget indefra igennem farver, streg og skildring af situationer, som har gjort indtryk på godt og ondt. Det er  dog først senere at jeg trængt ind til kernen af hvad alle havfruerne, og forsøget på at tegne vand egentligt skulle bruges til i det lange løb.








SLUT












Det vil være næste blogs  tema, at vise hvordan et enkelt menneskes udtryk kan forandre sig igennem årene. Jeg vil vise nogle af mine tegninger og malerier her på min blog. Til næste gang: Pas godt på jer selv og del kærligheden med dem, som trænger mest til den.