Hektiske fjorten dage DEL ET: HC . ANDERSEN og kodning er fælles bekendte af mig nu

Først og fremmest: FULD fart frem og IKKE kikke sig tilbage. Sådan kan de sidste fjorten dage af mit liv beskrives. Det hele startede godt med, at eksamen begyndte for fire uger siden. Opgaven var super god og til at gå til.

Jeg må dog indrømme, at jeg blev til bitter på mig selv, da jeg om onsdagen rettidigt tog ind over København, på grund af snestormen, for at komme i skole tidsnok .

Jeg sætter mig ind i s-toget og det går forrygende indtil hovedbanegården viser sit lumre sind i den buede ankomsthals grumsede lys og en bænkevarmer som kastede op og urinerede bag billet automaten.

Jeg mærker morgenmaden vende sig i svælget, men synker og laver en rejseplan: København H = > Roskilde st. Der går et tog 6:50, og jeg slår mig ned i et sæde i en stille kupe. Toget skulle være i Roskilde 7:18, og det er det da også. Der er bare lige en ting i mente: Roskilde station flyder sammen i en lang linje for mit blik ,og den velkendte ankomst hal virker, som et uopnåeligt isbjerg for en udhungret isbjørn i det kolde norden hav.  FØRST der går det op for mig, hvad der egentligt er sket! SHIIIT udbryder jeg og overfalder verbalt den stakkels DSB mand med vognen duftende af kaffe og morgenbrød." ØØH skulle vi ikke stoppe i Roskilde? " Spørger jeg med panikken stikkende bag mine øjnes blik. ." Han smiler faktisk pænt, som om det er noget som sker hver dag for folk , og siger: NEJ vi stopper først i ODENSE. " I ODENSE ? ," måber jeg og forklare ham, at jeg skulle have været af i Roskilde og faktisk skal til lave svendeprøve i denne uge. Han smiler pænt og forsvinder ind i sin lille kupe for at komme tilbage med en lille lap papir. På den står der: Kære kollega tag venligst denne passager med tilbage mod Roskilde, hvor hun skulle have været af.  Jeg skynder mig at sige mange tak og at han har reddet mit liv, derefter sætter jeg mig skyldbetunget  ind i en anden kupe og  bruger hele tiden til ODENSE på at spekulere på hvordan jeg kunne møde sådan et venligt menneske., og HVOR ÅNDSVAG hele situationen er.

Faktisk tager turen til Odense ikke så lang tid, og jeg når et tog klokken 8:18 tilbage mod KØBENHAVN.  Jeg er i ROSKILDE klokken :9:30 og skynder mig ud til skolen. Det første min lærer gør er at grine og sige: Hvordan havde HC. Andersen det? "Jo han havde det vist meget godt, men det holdte ikke længere end 14 minutter, så nu jeg her," svarer jeg og går i gang med svendeprøven.

JEG vil GERNE takker den søde DSB-mand, der gav mig den seddel, så jeg ikke skulle købe bilet tilbage og  nåede at lave min eksamens opgave færdig. Jeg har gemt sedlen som minde om at rejseplanen skal DOBBELT tjekkes, og at der er venlige mennesker i verden!